21/04-2023

Spinning og kampen mod SønderjyskE

Vellykket Spinnings-arrangement, men desværre en tabt håndboldkamp

Vi cyklede over 200.000 kr. ind til spinning og vi havde 2 stk. 100kamps jubilarer. Ja før kampen var der masser at smile over. Der blev givet fuld gas på cyklen fra alle mand, med spinningsinstruktør Ulla til at peppe rytterne til at yde max. Det hjalp og vi cyklede mere end 200.000 kr. ind på en time. VIRKELIGT FLOT, og alle de ekstra sponsorer der hjalp til på denne aften, skal have et KÆMPE TAK for opbakningen. 

Alt i mens de knoklede på cyklerne spiste vi andre lækre tarteletter fra Koksusgaard og hyggede os i RAH Fiber Lounge. Vi hilste på vores nye assistenttræner, Mathias Broløs og havde en god snak med både ham og Cheftræner Jesper Holmris. 

Nilfisk havde lagt en Højtryksrenser i puljen til vores TIPS-konkurrence, og stemningen var god blandt de 150 fremmødte til årets spinning og årets første hjemmekamp i kvalifikationsspillet mod SønderjyskE. 

Vi fik også 2x Rikke i Loungen for at hylde dem for deres jubilæum. Intet mindre end 100 kampe i den bordeaux trøje blev det for dem begge. Det er godt gået, og vi er stolte, hver gang nogle runder disse milepæle i klubben. 

Primo Tours var Matchpartner, så pigerne landede med flyet og var klar til kamp mod SønderjyskE.

En kamp som desværre blev tabt knebent med 1 mål. SÅ tæt på, Marigona satte bolden i netmaskerne helt til slut til uafgjort, men dette var desværre et sekund for sent, så resultatet blev 28-29. SønderjyskE kunne rejse tilbage til Sønderjylland med de 2 point. ØV! ØV! ØV! Det var marginaler og lidt is i maven der afgjorde kampen, som hele vejen igennem var meget tæt. 

Hvert hold førte næsten aldrig med mere end 2 mål. Det bølgede frem og tilbage og holdene skiftes til at være foran. Til pause var der blot et enkelt mål i mellem dem ved stillingen 14-15. 

Louise Ellerbæk og Sara Paulsen fik for mange gange trykket forsvaret fladt og fik gode skudmuligheder hen over forsvaret. Elin stod ellers en fin kamp især i første halvleg med gode redninger men scoringsprocenten var for lav i angrebet. Ringkøbing holdte ellers de tekniske fejl okay nede, men fik desværre ikke udnyttet overtallet optimalt, hvor vi ellers kun havde 1 udvisning mod SønderjyskEs 4 udvisninger. 

Marigona blev sammen med Ellebæk kåret til kampens spiller med gave sponsoreret af Wunderwear by Mariane.

Marigona spillede en god kamp, sat spillet godt op, scorede vigtige mål, tilkæmpede sig straffe og var farlig selv, hvilket gjorde det vanskelig for SønderjyskE. Det var desværre ikke helt nok, og 1 enkelt sekund for sent, hvor hun satte den ellers afgørende bold til udligning. 

Vi skal hurtigt op på hesten igen, da der allerede på søndag er endnu en VIGTIG hjemmekamp mod Ajax København, som SKAL vindes. Vi håber der er mange der vil tage turen for at heppe på pigerne, som måske kan være den sidste gang i denne sæson på hjemmebane. 

Det er søndag kl. 15:00 i Green Sports Arena. 

 

Forrige Næste

Relaterede nyheder