Velkommen til Seasight Group som er ny sponsor fra denne sæson.
Det glæder os virkelig, at vi har fået endnu en stærk partner ombord hos Ringkøbing Håndbold! Seasight Group har valgt at blive fast sponsor, og ifølge Dorthe Marie Siersbæk, Chief HR, HSE&Q og Marketing, så giver et håndslag om at støtte Ringkøbing Håndbold virkelig god mening:
"Ja, hvorfor gør vi det? Bliver fast sponsor. Vi har en tilgang til, at i lokalsamfundet må vi stå sammen. Hvis ikke vi bakker op om hinanden, så vil det heller ikke være attraktivt at bo i området. Ringkøbing Håndbold er med til at sætte kommunen på landkortet, og dermed skaber de værdi for os alle. Og det er grunden til, at vi gerne støtter dem."
Vi støtter hinanden og skaber aktivitet!
Seasight Group blev oprindeligt grundlagt som skibsværft i 1950 i Hvide Sande. Virksomheden består i dag af en gruppe separate firmaer, der samlet har dybdegående indsigt i, viden om og dedikation til innovative projekter i relation til land-, vind- og havbaseret aktiviteter. Undervirksomhederne i Seasight Gruppen består af Seasight Solutions, Seasight Davits og Hvide Sande Shipyard.
"Nu hjælper vi dem med et sponsorat, men de hjælper også os med synlighed. Et af vores behov er at kunne tiltrække nye medarbejdere, og vi kommer til at opnå synlighed ved kampene og i netværket omkring Ringkøbing Håndbold. Så sponsoratet skaber værdi for såvel Ringkøbing Håndbold, lokalsamfundet og os i Seasight Group."
En stor tak til Seasight Group for at bakke op om Ringkøbing Håndbold, lokalsamfundet og håndboldsporten!
Vi glæder os til en forhåbentlig langvarigt partnerskab på og uden for banen.