26/02-2025

Caroline Svarre stopper til sommer

Vi skal sige farvel til forsvarsgeneralen efter sæsonen

Efter sommerferien er Caroline Svarre desværre ikke at finde på holdkortet i Ringkøbing. Caro, som vi kalder hende til dagligt, har valgt at søge nye udfordringer efter 4 gode sæsoner i klubben.

  

4 sæsoner hvor Caro har udviklet sig en hel del og blevet den helt store forsvarsgeneral. Caroline har sammen med Nanna det meste af tiden styret forsvaret med hård hånd, og delt tæsk ud til modstanderne. Vi ville gerne have beholdt Caro i klubben, men nu var det tid til nye udfordringer, og det har vi selvfølgelig forståelse for. Hverdagen skal hænge sammen med de andre ting, der fylder, så vi ønsker Caroline rigtig meget held og lykke i hendes nye klub.

Vi ved endnu ikke hvem der får fornøjelsen af Caro, men vi ved, de er heldige. Caroline har bidraget med masser af god energi både på og uden for banen, og er helt igennem et godt menneske at have i truppen.

Cheftræneren, Jesper Holmris udtaler følgende: "Vi er rigtig ærgerlige over at må sige farvel til Caro, som har haft - og har stadig - en kæmpe stor defensiv rolle på holdet. Jeg har virkelig sat stor pris på Caro's dedikation og store arbejdsindsats og ønsker hende alt det bedste fremover".

Nu ser vi frem til at færdiggøre sæsonen med Caro i midten, og så forhåbentlig slutte af præcis som fortjent, og sætte et godt punktum for Carolines 4 sæsoner. Det starter allerede på søndag mod Viborg HK, hvor vi håber I alle kommer og hepper.

Caro siger følgende til afskeden "Det er med stor taknemmelighed, at jeg efter 4 gode sæsoner i Ringkøbing Håndbold takker af efter indeværende sæson. Jeg har fået mulighed for at prøve kræfter med nye udfordringer, som jeg kunne mærke det trak i mig at blive en del af. Jeg har gennem de seneste år altid været utroligt glad for at komme i hallen og være en del af det fællesskab, der er på og omkring holdet. Jeg er altid blevet mødt af smil, åbenhed og engagement, hvilket har været med til at skabe tryghed til både sportslig og personlig udvikling. Jeg vil derfor gerne sige en stor tak til alle i og omkring klubben. Jeg ser frem til at give den gas med pigerne og folkene omkring holdet resten af sæsonen og ønsker alle det bedste fremover”.

Heldigvis har vi  - som tidligere offentliggjort - allerede fundet en afløser for Caroline, i Amanda Loft. Det er nogle store sko at udfylde for Nanna og Caroline i midterforsvaret, som efter mange sæsoner sammen kender hinanden utrolig godt. Vi er dog ret sikre på, at potentialet hos det nye makkerpar er enormt, og de er klar til opgaven. 

Med 4 sæsoner i klubben skrev Caroline i starten af denne sæson sig også ind i klubhistorien på vores Hall Of Fame med 100 kamps jubilæum. Så vi vil for altid huske Caro i klubben og mindes hende på vores Hall Of Fame. Inden sæsonen er færdig rammer Caroline over 130 kampe for klubben, det er et stærkt signal. Et utrolig godt minde at tage med videre. TAK for indsatsen og på gensyn til Caroline!

    

   

   

 

Forrige Næste

Sidste nyt