12/05-2023

Amalie Grøn til Ringkøbing Håndbold

Amalie Grøn til Ringkøbing Håndbold 

Truppen er så småt ved at være fuldendt til næste sæson, men inden vi lukker helt, så skal vi byde velkommen til Amalie Grøn. 

Amalie Grøn kommer til Ringkøbing efter hun de seneste år har spillet for HH Elite. Amalie er en meget alsidig spiller som gennem sin karriere har spillet på mange forskellige pladser. Hun er dog bedst vant med at løbe rundt ude på venstrefløj, hvor hun også er tiltænkt rollen i Ringkøbing Håndbold sammen med Rikke Jochumsen. Hun er lynhurtig, så fart kommer vi absolut ikke til at mangle på venstrefløjen næste år, når Rikke og Amalie danner makkerpar. 

Amalie er 26 år og kommer oprindeligt fra Fredericia. Hun har spillet flere kampe for U-landsholdet tidligere og fik også debut på det danske B-landshold i 2016. I 2016 var hun også med til at vinde guld for Danmark ved U19-VM.

Amalie glæder sig ligesom os til næste sæson og fortæller: "Jeg glæder mig helt vildt til at blive en del af Ringkøbing Håndbold, som jeg har fået et rigtig godt indtryk af. Det virker til, at være et godt sted at være og holdet til næste sæson ser rigtig spændende ud, så jeg ser det som det rigtige sted for mig. Efter at have været ude i en lang periode med en korsbåndsskade, er jeg mere end klar til at spille en masse håndbold igen og bidrage både på og uden for banen."

Også Cheftræner Jesper Holmris er meget tilfreds med den kommende duo på venstrefløj: "Det er med stor glæde, at vi kan præsentere Amalie Grøn til den kommende sæson. Amalie kommer til at danne en farlig duo på venstre fløj sammen med Rikke Jochumsen og hun kommer med masse af erfaring fra klubber som Skanderborg, Viborg og Horsens. Denne sæson har vi desværre ikke set meget til Amalie, da hun har siddet ude med en korsbåndsskade, som hun heldigvis er kommet stærkt tilbage fra. Vi glæder os utrolig meget til at byde den lynhurtige venstre fløj velkommen og ser frem til et godt samarbejde".

Byd Amalie et stort velkommen til klubben. Vi glæder os til at se hende i den bordeaux trøje efter sommerferien. 

     

   

   

Forrige Næste

Relaterede nyheder