Oven på onsdagens 100-kamps jubilæum og gode sejr følger der desværre også meddelelsen om, at Alberte spiller sin sidste sæson i Vestjylland for denne gang :-(
Det er ikke gået ubemærket hen, at Alberte har udviklet sig til at blive en vanvittig god spiller for Ringkøbing Håndbold. Så der er naturligvis andre som vil have fingrene i den spændende stregspiller.
Sæsonen er kun lige begyndt og Alberte er allerede at finde på diverse top-10 lister, som bekræfter os i hendes potentiale. Alberte er pt. nummer 9 på MEP-listen og nummer 10 på topscorerlisten. Men det bliver desværre sidste sæson for Ringkøbing Håndbold.
Alberte kom til klubben som 1. års senior som amatør og har siden hen spillet sig til liga-kontrakt samt mere og mere spilletid. Hun har arbejdet benhårdt og haft tålmodighed, hvilket nu sender hende videre mod nye udfordringer i en ny klub.
Alberte fortæller:
"Jeg kom til Ringkøbing Håndbold i 2018, og siden da er tiden bare fløjet afsted. Jeg er lige nu i gang med min femte sæson og har netop rundet 100 kampe, hvilket er helt vildt at tænke på. Gennem de seneste sæsoner har min rolle udviklet sig markant, og jeg er enormt glad for den opbakning jeg har fået i klubben - både fra verdens bedste holdkammerater, men også fra de frivillige og vores sponsorer.
Jeg glæder mig stadig hver eneste dag til at komme til træning, og er efterhånden ved at føle mig rigtig godt hjemme i Ringkøbing. De sidste 100 kampe har været en sand fornøjelse, og min tid i klubben har været alt jeg kunne drømme om og langt mere til.
Desværre bliver denne sæson også min sidste i Ringkøbing Håndbold i denne omgang. For søren en svær beslutning, for jeg kan godt mærke at jeg bliver mere og mere vestjyde som tiden går, men det er ved at være tid til nye udfordringer. Heldigvis er sæsonen ikke engang tæt på at være slut, så jeg vil gøre alt for at nyde min sidste tid i Ringkøbing, og sørge for at vi får lige så mange fede og spændende kampe som sidste år, der forhåbentligt ender med 2 point.
Jeg ved det ikke bliver helt farvel til Ringkøbing, for jeg kan ikke lade være med som minimum at komme på tilskuerrækkerne og heppe på mine yndlings vestjyder - og ellers ved jeg at døren altid står på klem når man er i Ringkøbing".
Jesper Holmris er selvfølgelig ærgerlig men uddyber:
"Det er jo vilkårene. Når et bundhold udvikler spillere, bliver de spillere ofte interessante for klubber længere oppe i tabellen. Det er helt naturligt, og selvom vi hellere end gerne vil holde på Alberte, - hvem vil ikke det? - så er vi inderst inde stolte af, at vi kan udvikle gode spillere, og sende dem videre til større klubber. Vi glæder os rigtig meget til at følge Albertes udvikling i en ny klub og så siger vi ikke farvel men på gensyn. Sæsonen er heldigvis kun lige begyndt, så vi nyder resten af sæsonen med Alberte på holdet"