Alberte Simonsen skiftede i 2018 til Ringkøbing, som amatørspiller og ville forsøge at spille sig til en kontrakt i fremtiden. Hun tog kampen op, velvidende at der var andre der stod forrest i forhold til spilletid. Men et af hendes motto’er er at det skal da prøves, og hun har i den grad mødt med den indstilling. Udviklingskurven er bare gået opad, siden hun scorede sit første mål, i en ligakamp mod Odense i oktober 2018. Hun har med sin fysik og gode håndboldforståelse, varetaget at spille flere pladser i både forsvar og angreb, men har i denne sæson fungeret rigtig fint som stregspiller.
Hun fik sin første kontrakt i januar 2020 og har nu skrevet under på en ny.
Alberte siger ”Da klubben spurgte om jeg var interesseret i at forlænge kontrakten, var jeg ikke i tvivl, og jeg ser frem til fortsat at være en del af Ringkøbing Håndbold, de næste 3 sæsoner. Jeg kom til klubben for snart 3 år siden, og jeg er helt sikker på, at det er det rigtige sted for mig og min fortsatte udvikling. Jeg er gået fra bagspiller, til først lidt fløj og nu stregspiller. Jeg har allerede udviklet mig meget med Jesper som træner, og der kan stadig bygges mere på, og det ser jeg frem til at fortsat have muligheden for.”
Alberte skal i gang med at studere, og har stadig sammen med sin kompagnon undertøjsfirmaet Unify Underwear. ”Jeg får en travl hverdag, men jeg er glad for stadig at skulle bruge en masse sjove timer i Green Sports Arena, hvor jeg efterhånden føler mig ret godt hjemme - og så satser jeg på at vi allerede i år kan få Ringkøbing tilbage til håndboldligaen”.
Jesper Holmris ser masser af muligheder i Alberte Simonsen, som har en lidt anderledes håndboldopdragelse, end man typisk ser med spillere på det her niveau. ” Hun er ikke helt skolet på samme måde, som man ser mange andre spillere og det er spændende. Hendes tilgang til tingene er enkel, men målrettet og med masser af potientale, så det bliver spændende at drive Albertes håndboldkarriere videre.”