Sæsonen er ved at lakke mod enden for 3. divisionspigerne i RSU-Ringkøbing. Og det er også tiltrængt med en pause, for holdet er ved at mærke sæsonens anstrengelser på kroppen.
Men holdet har en stor vindervilje, og det bragte holdet til sejr 24-21 over Ribe HK på udebane.
- Vi har en brugt trup med mange småskavanker, men folk arbejdede rigtig godt for sagen. Vi førte stort set hele kampen og var i teten. Der var god intensitet og rigtig god vindervilje, siger Jan-Ole Kristensen.
Topscorer Malene Pedersen spillede en rigtig god angrebskamp særligt i 1. halvleg, hvor hun scorede ni af Ringkøbings 14 mål.
Over hele kampen var der flotte præstationer af Anette Christensen i målet og midterforsvaret, men det var i forsvarets højre side, kampen store defensive profil huserede.
- Mette Krupa leverede en rigtig god forsvarsindsats på vores højre back. Ribe lagde et enormt tryk i denne del, men Krupa fik virkelig lukket af og trukket en del angrebsfejl, siger Jan-Ole Kristensen.
RSU-Ringkøbing har nu to kampe tilbage af grundspillet. Næste kamp er på lørdag, hvor holdet på udebane møder Vejle-Bredballe. Sæsonen sluttes af med hjemmekamp torsdag d. 25. marts.
Ribe HK - RSU-Ringkøbing 21-24 (10-14). Malene Pedersen 11, Sanne Stengaard 6, Mai Pedersen 3, Freja Knudsen 2, Mette Krupa 2
Kommentarer:
Munck
'Godt klaret toeser :) I er for gode!!'
Kontakt
sitemap


