Sekundær navigation

Næste hjemmekamp
VS
Søndag d. 12. september kl.14.00 Ringkøbing Håndbold - Skive fH
Højmark Rejser - Østrigseksperterne

Erhvervspartnere

nyheder

En sejr, der var en topkamp værdig

Ringkøbing Håndbold har bidt sig fast i toppen af 1. division efter søndagens topkamp mod Silkeborg-Voel blev vundet 22-21.
Og topkamp var virkelig hvad, der blev budt på i ROFI-Centret.

Store perioder med rigtig flot håndbold, lidt gummiarm undervejs, masser af hårde nærkampe, fight og vilje. Det hele akkompagneret af et veloplagt publikum, som talte hele 776 tilskuere. Og selvfølgelig skulle der være masser af nerve i slutfasen, før jublen kunne bryde løs.

Allerede inden kampen spredte forventningerne sig, da tilskuerpladserne stille og roligt blev fyldt op. De mange tilskuere bød spillerne hjerteligt velkommen, og Iselin Klev kvitterede på spillernes vegne, da hun efter 30 sekunder satte den første afslutning i nettet. Dermed satte hun gang i 30 minutter med håndbold på højt niveau. Begge hold var meget tændte, og der blev fightet igennem.

Fight er noget, der passer Henriette Holm. Hun scorede til 3-2, hvor hun virkelig sled sig igennem til afslutning fra fløjen. Senere scorede hun til 4-5, hvor hun trodsede en hård nærkamp med en modstanders arm omkring halsen.

Gennem hele 1. halvleg var det som om, spillerne kollektivt hævede deres niveau en tand for at matche topholdet fra Silkeborg-Voel. Og spillere som Iselin Klev, Tina Piil Torabi, Betina Kjær og Sara Nirvander leverede de mest opsigtsvækkende indslag i en meget opløftende holdindsats, som bragte Ringkøbing Håndbold til pause med føring 15-11.

Efter pausen fortsatte de lovende takter med mål fra Miriam Juul og Louise Gundesbøl Sørensen. Men så begyndte der at snige sig en gummiarm ind på holdet i særligt den offensive del af spillet, hvor uprovokerede, tekniske fejl pludselig blev blandet ind i spillet. Det betød en scoringspause på over 12 minutter, hvilket fik Silkeborg-Voel tilbage i kampen og reduceret fra 17-12 til 17-15.

Det bekymrende dødvande i scoringerne blev brudt af først Betina Kjær, der let og elegant scorede til 18-15, og derefter af Tina Piil Torabi, der med et sandt perlemål fra distancen til målhjørnet scorede til 19-15. Hun stod også bag scoringen til 20-16, før der igen kom en lille gummiarm.

Heldigvis fortsatte Ringkøbing med at fighte med alle kræfter. Et lysende eksempel var den utrættelige stregspiller Katrine Thomsen. Hun missede et indspil i angrebet, men hun reagerede ikke med dårlige attituder, men derimod satte hun straks fart i et returløb, og i den modsatte ende af banen var det hende, der i sidste øjeblik bremsede Silkeborg-Voels kontraangreb.

Da kampen fandt sin afgørelse, var det med Henriette Holm som den afgørende spiller. Hun havde været lidt uheldig med sine afslutninger i løbet af kampen, men det blev vendt til held på det bedst tænkelige tidspunkt, da hun fik hjælp af stolpen til sin afslutning fra fløjen til føring 21-18.


I den intense slutfase fik Silkeborg-Voel reduceret et par gange, så stillingen var 21-20 med knap tre minutter tilbage. Så blev der for alvor skruet op for nerverne i ROFI-Centret, men det var igen Henriette Holm, der var skarp og fik scoret til 22-20 med et halvt minut tilbage, og selv om Silkeborg-Voel fik reduceret igen 10 sekunder senere, så blev Ringkøbing Håndbold på bolden i kampens døende sekunder, før jublen blandt spillere, ledere og ikke mindst tilskuerne kunne bryde løs for alvor.

Ringkøbing Håndbold - Silkeborg-Voel KFUM 22-21 (15-11). Tina Piil Torabi 5,Iselin Klev 5, Henriette Holm 4, Betina Kjær 4, Louise Gundesbøl Sørensen 2, Miriam Juul 1, Audur Jónsdóttir 1. Udvisninger: Ringkøbing 3x2 min., Silkeborg-Voel 4x2 min. Tilskuere: 776

Fotos: Fotovagn.dk




   Se alle nyheder       Kommentarer(6)


Kommentarer:

MADS
'Helt enig med fan af RH'

Fan af RH
'Kære Erik Jepsen.
I tophåndbold skal der være noget "tænding" og sådan er det bare. Det er en del dansk tophåndbold. Dommerne skal selvføgelig behandles ordentlig, men der vil ALTID være et vis pres på dommerne. Trænere/spillere/tilskuere lever sig ind i kampen og gør alt for, at netop deres hold skal vinde. TH's resultater taler for sig selv...'

Erik Jepsen
'Jeg forstår ikke, at dommerne ikke griber ind over for de trænere. Især vores egen TH er ikke særlig venlig - stor respekt til de dommere der tør at tage fat i ham/dem.'

Svend Sved
'Hold da op for en kamp!!!
Sikke nogle ubehøvlede tilskuere. Lige gyldigt hvad der blev dømt, var de stærkt utilfredse. Det var måske en ide at DHF havde observatører til deres hjemmekampe, så der kunne etableres et "ORDENTLIGT" publikum. Tillykke med sejren!'

mads
'TILLYKKE PIGER endnu en dejlig søndag i rofi, og dejlig man kunne høre tilskuerne var helt oppe at køre.
Plus to dommere der lod trænerne fra begge hold sige noget, uden at blive emsige, '

Hans Østergaard
'Det var en fantastisk søndag eftermiddag, hvor i piger kæmpede en hvis del ud af bukserne. Vi tilskuerer blev holdt på pinebænken længe, men i trak fortjent det længste strå.Jeg er overbevist om at i vil trække mange tilskuerer til de kommende kampe med den entusiasme, i levere.'




Navn*

Kommentar*


RH Partner

Guld sponsor

Sølv sponsor